Huset på Calle Cuna

Her begyndte centret

Casa de la Memorias arrangør fortæller, at centret begyndte i starten af 1999 som et flamenco-kulturcenter i Sevilla. Det første hjem lå på Calle Ximénez de Enciso i Barrio de Santa Cruz. I slutningen af 2012 flyttede det til sin nuværende adresse, Calle Cuna 6. Arrangøren beskriver projektet som et center, et museum og en tablao, hvilket forklarer, hvorfor bygningen både har gallerirum og en forestillingssal. De beskriver også arbejdet som et familjeprojekt af kulturformidlere, der siden 1998 har fremmet historien om traditionel flamenco og Andalusias folkelige traditioner.

En bygning fra 1400-tallet

Ifølge arrangøren er bygningen på Calle Cuna historisk og stammer fra 1400-tallet. De kalder bygningen et hus-palads, der bevarer præget af sevillansk tradition med en central gård fuld af blomster og imponerende mure af mursten og sten. Centret har rum til midlertidige udstillinger og til sin egen samling af kunst, genstande og historiske dokumenter side om side med teatersalen, hvor forestillingerne finder sted.

Staldene til et palads

Arrangøren oplyser, at bygningen engang husede de gamle stalde tilhørende det tilstødende Palacio de la Condesa de Lebrija. Naboen er et museum i det centrale Sevilla. Ifølge Wikipedia begyndte opførelsen som adeligt hus i det 15. århundrede, facaden blev bygget i det 16., og paladset blev ombygget mellem det 18. og 20. århundrede. De to bygninger deler en historie, selv om de i dag tjener forskellige formål.

Grevinden og hendes mosaikker

I 1901 blev paladset købt af Regla Manjón Mergelina, grevinde af Lebrija, som restaurerede det for at huse sin samling af antikviteter. Wikipedia beretter, at romerske mosaikker hentet fra det historiske område Italica dækker næsten hele stueetagen, og at en mosaik af guden Pan ligger i den centrale gård. I 1999 åbnede grevindens efterkommere huset for offentligheden som museum. Hvis du vil se indenfor, bør du tjekke museets egne åbningstider, før du planlægger en aften omkring det.

Et teater formet som en café cantante

Arrangøren beskriver forestillingssalen som et bredt, halvcirkelformet teater med udsigt til den centrale gård. Formen minder om de gamle cafés cantantes, syngende caféer, hvor professionel flamenco blev opført fra midten af det 19. århundrede. Ifølge arrangøren lader denne indretning publikum føle sig tæt på kunstnerne og høre lyden uden forstærkning. Det er et lille rum, bygget til nærvær frem for til et stort publikum.

Læs næste: Fra café cantante til tablao

Gallerirum og andre aktiviteter

Arrangøren oplyser, at centret har flere rum til kunstudstillinger og en privat samling. Gennem årene nævner den også bog- og pladeudgivelser, foredrag, masterclasses om flamencos historie, poesioplæsninger, guitarkoncerter og kostumerede besøg blandt sine aktiviteter. Hvorvidt nogen af disse er åbne for dig på en given dag, afhænger af kalenderen, og din billet til forestillingen er en booking til selve optrædenen. Betragt gallerirummene som en del af rammen snarere end en del af bookingen, og se arrangørens kalender, hvis du vil vide, hvad der ellers er på programmet.

Hvorfor rammen betyder noget for forestillingen

En forestilling i en tidligere stald, ved siden af en paladsgård, er noget andet end en i en specialbygget sal. Murstenene og stenvæggene giver rummet en fast, tæt lyd, og arrangøren understreger, at kunstnerne ikke bruger mikrofoner. Resultatet er, med dens egne ord, en ægte lyd i en atmosfære, der opsluger beskueren. Bygningen lover ikke et bestemt program, men den former måden, hvert program høres på.