Fra café cantante til tablao

Før scenen

Wikipedia sporer de tidligste skriftlige omtaler af flamencomusik til slutningen af 1700-tallet. Ordet flamenco optræder første gang som navn på en musikgenre i en avisartikel fra 1847, hvor den blev kaldt en gitano-genre. Sevillas turistråd siger, at flamenco indtil midten af 1800-tallet næsten ikke havde forladt familiesammenkomster og private fester. Den offentlige scene kom senere. Byens turistråd tilføjer, at flamenco utvivlsomt er den reneste udtryksform for andalusisk folklore, og at dens oprindelse er knyttet til gitanos' ankomst i 1400-tallet til landområderne omkring Cádiz, Jerez og Sevilla.

De første syngende caféer

I midten af 1800-tallet blev flamenco populært gennem cafés cantantes. Wikipedia nævner Silverio Franconetti som manden, der åbnede den første café for flamencosangere i Sevilla i 1881, mens byens turistråd placerer den første af disse caféer omkring 1885. Kilderne afviger med nogle få år, men begge placerer den i 1880'erne. Caféerne spredte sig gennem Andalusien og videre til Madrid og gjorde flamenco til et betalt erhverv.

En smeltedigel for professionelle

Wikipedia fortæller, at cantaorerne i Franconettis café arbejdede i et konkurrencepræget miljø, hvilket hjalp professionelle sangere med at træde frem og lod kunsten tage form. De lokale lærte cantes og genfortolkede andalusiske folkesange i deres egen stil, hvilket udvidede repertoiret. Publikums smag var igen med til at fastlægge formen. Artiklen siger, at cafés cantantes var centrum for professionel flamenco fra midten af 1800-tallet og ind i 1920'erne.

Flamencoopera og teatret

Ifølge Wikipedia blev flamencoshows mellem 1920 og 1955 opført i tyrefægterarenaer og teatre under navnet flamencoopera. Større scener ændrede måden, kunsten blev præsenteret på, med større besætninger og mere spektakel. Et århundrede senere har flamenco både store teaterproduktioner og små lokaler, hvor en håndfuld kunstnere optræder få skridt fra publikum. At opleve flamenco i et lille lokale giver det modsatte af den store scene.

Tablaoen

Sevillas turistråd kalder byens flamencotablaoer for de direkte arvtagere efter de gamle syngende caféer. Det tilføjer, at man også kan høre flamenco i kvarterets peñas, i tematiserede rum, på visse barer og ved festivaler som Bienal, der afholdes hvert andet år i lige år. En tablao er kort sagt et sted bygget op omkring en forhøjet scene og et tæt publikum, et format der går tilbage til cafés cantantes.

Læs næste: Flamenco-palos forklaret

Hvor Casa de la Memoria passer ind

Operatøren siger, at teatrets form, bred og halvcirkelformet, minder om de gamle cafés cantantes, og at kunstnerne optræder uden mikrofoner i et rum uden bar- eller restaurantservice. Det adskiller det fra en tablao, hvor drikkevarer ankommer under showet. Begge formater er en del af den samme tradition, og det rigtige valg afhænger af, hvilken slags aften man ønsker.

Anerkendelse i dag

I 2010 optog UNESCO flamenco på Repræsentativ Liste over Menneskehedens Immaterielle Kulturarv. UNESCO bemærker, at flamenco overleveres gennem dynastier, familier, sociale grupper og flamencoklubber. For en besøgende er den historie hørbar i rummet: Det show, du oplever i Sevilla, er den samme levende tradition, der begyndte i familiesammenkomster. Cante, baile og toque gives stadig videre på samme måde, og kunstnerne på en lille scene er en del af den kæde, uanset hvor stor salen er.